Champagne til Windy
Der var champagne, kransekager og energi på programmet, da Technology College Aalborg den 31. oktober 2011 indbød til mesterarrangement med orientering om uddannelser og efteruddannelser. Det hele var krydret med et foredrag om det, som vi alle taler om: Vejret.
Foran en forsamling af mestre og elever bød uddannelseschef Henrik W. Routhe på Technology College Aalborgs vegne velkommen og brugte det kinesiske ordsprog ”når det blæser, bygger nogle læhegn, mens andre bygger vindmøller” til at lægge op til næste programpunkt.
Har vi fået mere vejr?
For blæser det mere, regner det mere, og er vejret ved at gå amok? TV2’s vejrvært Peter Tanev gav en kort indføring i Jordens klima, drivhuseffekten og de ændringer, øget indhold af drivhusgasser i atmosfæren kan medføre.
For er der blevet mere vejr, eller hører vi bare mere om det? Peter Tanev fastslog, at når der næsten dagligt toner naturkatastrofer frem på skærmen, er det ikke kun fordi vejret er blevet så meget vildere. Men i dag er der så mange optagelsesmuligheder ved hånden i form af bl.a. mobiltelefoner, at næsten ethvert skybrud eller storm bliver dokumenteret. Men når det er sagt, så har vejret også ændret sig.
”Alt tyder på, at vi må vænne os til flere og kraftigere skybrud, ligesom storme og orkaner bliver lidt hyppigere og lidt kraftigere. Og med mere nedbør kommer spørgsmålet: Hvor skal alt vandet ledes hen? Problemet er, at vi er blevet flere mennesker, og stadigt større områder er blevet dækket af huse og asfalt. Det giver nye problemer, så vi bliver nødt til at tænke vejret ind i vores byggeri,” fastslog Peter Tanev.

Vindstille mølledåb
Foran et spørgelystent publikum kom vejrværten stort set hele vejen rundt i klimaets mange varianter, inden turen gik udenfor. For selvom humoristen Storm P. for mange år siden fastslog, at ”alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det”, så har Technology College Aalborg gjort noget ved det.
På et græsstykke mellem colleget og afkørsel 23 på den nordjyske motorvej finder man Tech Energy Aalborgs Center for Vedvarende Energ,i og det var målet for forsamlingens skridt. Centret består af et solfangeranlæg og en vindmølle, og sidstnævnte skulle have et navn.
Peter Tanev afslørede resultatet af en konkurrence på Tech College Aalborg, da han stænkede champagne på møllemasten og røbede vindernavnet: Windy. Men de boblende dråber gjorde ikke det mindste indtryk på Windy, der forholdt sig i total ro, støttet af en helt vindstille dag.

Mesterarrangementet blev rundet af med en orientering om uddannelsestilbuddene på Technology College Aalborg, inden turen gik ud under den grå novemberhimmel.