Magnus havde gnisten
 
In English
  Log på
Spring over navigationshyperlinksTechnology College Aalborg > Aktuelt > Magnus havde gnisten

Magnus havde gnisten

”Det var en vild oplevelse at vide, at jeg stod der blandt Danmarks bedste.” Magnus Lund Nielsen er lige vendt hjem fra DM i Skills, hvor han dystede med en række andre udvalgte elektrikerlærlinge.  DM i Skills er danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelser. Mesterskabet for 2012 blev afviklet i Odense, og omkring 200 lærlinge havde gennem regionale mesterskaber kvalificeret sig til at deltage i 27 forskellige fag.

I de tre dage, som mesterskaberne strakte sig over, tiltrak de 21.000 besøgende, der her så, hvad landets bedste lærlinge kan levere. De fik lejlighed til at overvære, hvordan der blev leveret kamp til stregen. Det gjaldt også i elektrikerfaget. Og Magnus fra Nibe løb af med sejren, selvom han undervejs var under et stort pres.

”Jeg blev lidt nervøs, når jeg gik rundt og så på de andres arbejde,” indrømmer Magnus Lund Nielsen. ”Jeg kunne ikke undgå at tænke på, om jeg nu havde gjort det rigtigt. Men jeg havde efterhånden lidt på fornemmelsen, at det var gået godt.” Det viste sig, at fornemmelsen var helt rigtig. For Magnus Lund Nielsens indsats blev belønnet med et danmarksmesterskab.



Det er ganske flot skuldret i betragtning af, at Magnus er virksomheden Steptech ApS’ første lærling. Indehaveren, Jesper Stepien, er da også meget stolt over resultatet. ”Men Magnus har også forberedt sig godt,” fortæller Jesper Stepien. ”Og så er han altid meget omhyggelig med, hvad han laver.” StepTech ApS, der er hjemmehørende i Aalborg, har yderligere tre lærlinge undervejs. ”Nu har de noget, som de skal leve op til,” fastslår Jesper Stepien.

StepTech, der udvikler specialløsninger og servicerer alle former for el-, antenne- og intelligente installationer, har leveret nogle gode forudsætninger for sejren. ”Jeg var godt forberedt,” konstaterer Magnus Lund Nielsen. ”For til daglig har jeg mange forskellige opgaver og er vant til lidt af hvert.”

”Men jeg ved ikke lige præcis, hvad der gav mig sejren. Men et eller andet må jeg have gjort helt rigtigt,” fastslår Magnus, der endnu ikke ved, hvad den nye titel skal bruges til ud over, at det er positivt at kunne skrive det på cv’et.  ”Men måske kan jeg få en femmer mere i løn,” slutter Magnus Lund Nielsen.


 
 

 
 
Technology College Aalborg
Øster Uttrup Vej 1
9000 Aalborg
Telefon: 7250 7000
Kontakt
Om Technology College Aalborg
Organisation
Alle ansatte
Kvalitet
Ledige stillinger
Telefonbog
Genveje
Praktikpladskonsulent
Vejleder
Folkeskole- og kombinationsforløb
Praktik i udlandet
www.techcollege.dk
English
Læs op
Sitemap
Aktuelt