Sydafrikas ambassadør hentede inspiration på Tech College Aalborg
Det er lykkedes at presse over 9.500 kilometer ind mellem Sydafrika og Danmark, og afstanden mellem sydafrikanske og danske erhvervsuddannelser er også betydelig. Et lille skridt nærmere kom de dog onsdag 23. november, da den sydafrikanske ambassadør i Danmark, Samkelisiwe Isabel Mhlanga, besøgte Tech College Aalborg for at få et indblik i, hvordan vi uddanner håndværkere i Danmark.
Her blev hun modtaget af internationale koordinator Carsten Wowk og direktør Lars Mahler, der orienterede ambassadør Mhlanga og hendes rådgiver Douw Vermaak om opbygningen af det danske uddannelsessystem, finansieringen og opbygningen af Tech College Aalborg. Efter at spørgelysten fra den sydafrikanske delegation var mættet, var der rundvisning på skolen.
Viden og brobygning imponerede
Her kom ambassadør Mhlanga og rådgiver Vermaak gennem Technology College Aalborg og Construction College Aalborg og mødte elever i klasser og værksteder. De var tydeligt imponerede af, hvor stor en viden, som eleverne tilegner sig allerede i løbet af grundforløbets 20 uger. Under rundvisningen fik flere elever lejlighed til at fortælle om deres projekter og demonstrere dem for ambassadøren. Ligesom sydafrikanerne i Construction College Aalborgs murerhal så resultaterne af en flok folkeskoleelevers indsats med mørtel og sten.
Ideen bag brobygning gjorde helt tydeligt indtryk på ambassadør Mhlanga: ”Det er en af de ideer, som jeg vil tage med mig herfra,” fastslog hun. ”Det er godt, at de unge allerede fra 6. klasse får målrettet deres uddannelse og tidligt får faglige færdigheder i stedet for at drysse rundt uden nogen fremtid. De får også viden om forskellige faguddannelser, så de ikke bare vælger det samme fag, som deres forældre.”

Ambassadøren bemærkede sig også, at eksistensen af erhvervsuddannelser med forskellige længder og indhold sikrer, at der også er arbejdsmarkedsorienterede uddannelser til de, der ikke er så bogligt orienterede.
”Very impressive”
Men især konstaterede ambassadør Mhlanga ved selvsyn, at de fireårige erhvervsuddannelser med deres skiftende skole- og praktikperioder sikrer, at eleverne får tilegnet sig ”real skills”, som svarer til arbejdsmarkedets behov.
Sydafrika får i de kommende år brug for rigtig mange faglærte, for landet har indledt et omfattende investeringsprogram, der skal give hele infrastrukturen et kraftigt løft med nye motorveje, højhastighedstog og boligbyggeri. Den spæde begyndelse blev taget i forbindelse med forberedelserne til fodbold VM i 2010. Men der skal ske meget mere, og det kræver folk med den rette uddannelse. Derfor er de sydafrikanske erhvervsuddannelser under et kraftigt eftersyn.
Et af de steder, som man skeler til, er det danske undervisningssystem. Og mon ikke der kan komme en afsmittende effekt bedømt ud fra ambassadør Samkelisiwe Isabel Mhlanges konklusion: ”Very impresssive”.