Open Minds:
”Stregkoder er gammeldags!”
På Technology College Aalborg er et nyskabende udviklingsprojekt ved navn ”Open Minds” netop sparket i gang. Her lægger skole og erhvervsliv for tiden hjernerne i blød i en fælles brainstorm. Målet er at fremme udviklingen og brugen af såkaldt informationsbærende teknologi.
I dag er gammeldags stregkoder stadig den mest udbredte informationsbærende teknologi, men stregkoder er netop – ja, gammeldags. Hvad hvis man kunne sætte sporingsudstyr på værktøj i håndværkeres biler, så det aldrig kunne blive væk? Eller hvis man nu automatisk blev orienteret om tid til eftersyn af sine firmabiler? Og kunne man undgå opslidende lageroptællinger, hvis alle varer var tagget med smart teknologi?
Med det toårige projekt ”Open Minds” mødes byggebranchen, fødevarebranchen og oplevelsesbranchen for at arbejde sammen på tværs og løse netop den type udfordringer, som findes i alle tre brancher. Den 24. marts fandt første workshop sted på Technology College Aalborg. Her var byggebranchen i fokus, og der var dømt høj koncentration, gule lapper og eftertænksomme pander, mens idéerne fløj gennem lokalet. Da dagen var omme, havde elever, faglærere og erhvervsliv brainstormet sig frem til en masse højaktuelle udfordringer, som de senere i forløbet vil forsøge at løse vha. moderne informationsbærende teknologi, som fx chips, sensorer, GPS og RFID (Radio Frequency Identification).
Forretningsudvikler ved Technology College Aalborg, Thomas Vrangbæk, forklarer om projektet:
– Med ”Open Minds” håber vi at øge kendskabet til de her nye teknologier, som bare venter på at blive udnyttet bedre. Der er slet ingen tvivl om, at både byggebranchen, fødevarebranchen og oplevelsesindustrien vil kunne spare en masse tid og penge ved at tage de nye informationsbærende teknologier til sig. For os er endemålet og hele idéen med det her projekt at kunne øge produktiviteten og skabe innovative løsninger for alle implicerede parter, siger Thomas Vrangbæk.
Udviklingsarbejdet i ”Open Minds”-projektet varetages af Danmarks Tekniske Universitet og Alexandra Instituttet, foruden Technology College Aalborg. Deltagere fra erhvervslivet tæller blandt andre Coop Danmark, Mariendal Electrics og Skanderborg Festivalen.