|
Specialer på Automatik og procesuddannelsen
Automatiktekniker Automatikteknikeren lærer at arbejde med automatiserede maskiner og anlæg, hvor der anvendes elektriske, elektroniske, hydrauliske, pneumatiske og mekaniske enkeltkomponenter. Endvidere arbejdes der med PLC'er (programmerbar logisk kontrolenhed), robotudstyr og kommunikationssystemer, som kan være en del af et større anlæg. Disse maskiner og anlæg skal monteres og sættes i drift. I forbindelse med driften er der behov for service og vedligeholdelse. Der kan også forekomme et nedbrud på en maskine eller et anlæg, og her vil kendskab til fejlfindingsteknik være en nødvendighed.
Automatiktekniker i elevatorbranchen Automatikteknikeren i elevatorbranchen kan - ud over ovenstående beskrivelse for automatikteknikeren - arbejde med elevatorer, rullende trapper og fortov samt vedligeholde og fejlsøge på disse anlæg. Netop inden for elevatorbranchen gælder særlige regler, og der stilles derfor også store krav til det arbejde, som skal udføres i denne branche.
Elektrotekniker Elektroteknikeren arbejder hovedsagelig med vedligeholdelsesopgaver på elektromekaniske anlæg f.eks. vikling af elmotorer, generatorer, transformatorer og lignende. Her er der også behov for service og vedligeholdelse samt fejlsøgning i forbindelse med nedbrud.
Automatikmontør Automatikmontørens uddannelsestid er kun på 2 år, og kan derfor ikke arbejde med så avancerede teknikker som automatik- eller elektroteknikeren. Her vil den største del af arbejdsopgaverne bestå af opsætning og drift samt vedligeholdelse af maskiner og anlæg.
|
|
|